Som tidligere fortalt, placerer Ricæur den praktiske fornuft og praktiske viden uden for den teoretisk-videnskabelige viden og de stringente krav om teori eller videnskabelighed. Menneskets praktiske handlen skal holdes fri fra krav om almengyldighed og sandhedsfordringer, som tilkommer den videnskabelige viden.
Grunden hertil er en risiko for, at disse krav om sandhed vil komme til at stå over menneskers subjektive antagelser og frie kommunikation. På det grundlag holder Ricæur fast ved den aristoteliske opdeling af viden som forbundet med forskellige aktiviteter.
Men hvad forholdet mellem human- og naturvidenskaben angår, har han en anden opfattelse end adskillige andre hermeneutikere.
Ricæurs filosofiske projekt går ud på en frugtbar anvendelse af de to traditioner inden for Vestens idéhistorie, som behandler viden om naturen og viden om mennesket.
To tidsopfattelser.
De to kilder, han går ud fra, og netop repræsentere disse to traditioner, er Aristoteles og Augustin.
Ricæur fokusere på deres tidsopfattelser.
Aristoteles repræsenterer en tidsopfattelse, som er fysisk eller kosmisk, den tid, man måler objektivt og indretter kalendere efter.
Augustin taler for en subjektiv tidsopfattelse – den tid, vi oplever som langsom eller hurtig.
Disse to opfattelser eksisterer skam stadigvæk, den ene repræsenteret af naturvidenskaben og den anden af fænomenologien. Ricæur hævder, at den opdeling er blevet overskredet af udviklingen inden for begge disse traditioner.
Udviklingen inden for fysikken viser, at tidsforløb er noget andet og mere kompliceret end det lineære og målbare.
Også udviklingen inden for fænomenologien har medført den slags modsigelser, der gør, at man ikke bare kan tale om oplevet eller subjektiv tid.
Den opdeling, som Wilhelm Dilthey (en af hermeneutikkens fundamentale skikkelser) foretog i 1800-tallet mellem naturvidenskabens forklarede metoder og humanvidenskabens forestående, er derfor, ifølge Ricæur, ikke længere gyldig.
Gennem først og fremmest sprogvidenskabens udvikling, er også humanvidenskaben blevet udstyret med forklarende metoder, og naturvidenskabens udvikling stiller flere og flere spørgsmål angående tolkning og forståelse.
Den betyder for det første, at modsætningen mellem kvantitativ og kvalitativ forskning er unødvendig.
De kan betragtes som kompletterende forskningsmetoder.
Det skulle kunne medføre, at den opdeling, som er blevet kaldt ”de to kulturer”, kan overskrides. Men så enkelt fungerer den institutionelle verden ikke. Et tilsvarende spørgsmål, som det om relationen mellem forskellige kulturers tolkningshorisonter og forståelse af sig selv og omverdenen, dukker også op her.
Den dialog, som skulle kunne gøres mulig ved, at ulighederne møder hinanden dialogisk, besværliggøres af magt, dominans, konkurrence om midler, hierarkier og ikke mindst selvtilstrækkelighed.
Ricæurs bud i vores tids diskussion om viden kan formuleres med den hurtige travesti, han foretager over Kants udtryk om viden.
Kant byggede bro i sin samtids strid mellem empirister og rationalister ved at hævde både-og: ”Viden uden empiri er tom, og viden uden begreber er blind”.
Empirien er de udefra kommende sanseindtryk, som bliver til erfaring ved, at mennesket aktivt bearbejder dem med sine begreber.
Viden er dermed forbundet med aktivitet og har en skabende dimension.
Ricæurs latterliggørelse af Kants udlægning lyder: ‘Forklaring uden forståelse er tom viden, og forståelse uden forklaring er blind viden’.
Det betyder, at viden har den dobbelte karakter af at være både forklarende og forstående.
Den opfattelse af viden kan rettes mod to grupperinger.
Den ene er den hermeneutik, som afviser naturvidenskabens formåen med hensyn til at forklare verden. Dermed vender Ricæur op og ned på hele den fænomenologiske tradition, som overvejende har forholdt sig kritisk til naturvidenskaben, og tilføjer dennes resultater som en mulighed til dens egen tradition.
Den anden er den naturvidenskab, som nøjes med at fremlægge sine forklaringer uden at se på, hvordan også disse resultater må tolkes og forstås i en sammenhæng for at kunne blive til menneskelig viden.
Ricæur udtrykker det, som om relationen udspiller sig mellem ”naiv” og ”moden” forståelse. En moden eller mere udviklet forståelse af et fænomen indbefatter et forklarende element.
Dermed er der en kvalitativ forskel mellem den dagligdags livsforståelse og den udvidede forståelse, som vi kan opnå gennem videnskab.
En sådan holdning til viden kan siges at befinde sig imellem det, man plejer at kalde ”scientisme” – dvs. troen på, at videnskaben kan besvare alle spørgsmål og har eneret på viden – og den i forhold til videnskaben direkte afvisende holdning, ”antividenskabelighed”, ofte forenet med den ”antiintellektualisme”, som bestandig dukker op igennem historien.
Kilder:
P. Ricæur, Time and Narrative(1985), specielt del III.
P. Ricæur, ‘Forklara eller förstå’, i P. Kemp & Kristensson (red.), Paul Ricæur: Från text till handling: En antologi om hermeneutik(1988), s. 39 ff.
© ® 2007 Vidensbutikken – Jørn Martin Steenhold
