Introduktion

Udgangspunktet for beskrivelsen af den menneskelige videns former er den tredeling, som Aristoteles er ophavsmand til.

• Den teoretisk-videnskabelige viden – episteme - (naturvidenskab, teologi, matematik og meta-fysik)
  
• Den produktive viden og kyndighed – techne - (kunst, håndværk og retorik – hvor der ikke er noget skel mellem kunst og håndværk, som både kan være åndelige og materielle frembringelser)
  
• Den praktiske viden – fronesis - (hverdagsviden, etik, moral, politik - hvordan man moralsk skal opføre sig og om at lede og styre – i forhold til frihed og værdier)
  

Den afgrænsning og den karakteristik, han giver af viden i ”Den nicomacheiske etik”, udgør stadig en frugtbar kilde til forståelse af, hvordan viden opfattes og diskuteres endnu i vores tid.
Men ved en nærmere undersøgelse viser det sig samtidig, at de forskellige vidensformer ikke er strengt afgrænsede kategorier.
Der forekommer på forskellig vis overlapninger, glidninger og sammenflyden mellem dem. Men inddelingen er praktisk på den måde, at den gør det muligt at indfange og beskrive de strømninger, inden for hvilke viden på forskellige måder diskuteres.
Disse er knyttet til adskilte aktivitetsområder i samfundet.

I min bog: Børn og klogskab – klog på 100 måder – antyder jeg den udtynding af vidensbegrebet, der sker i vores tid.
Den er mest synlig i politikkens og massemediernes verden.
Med modsatte fortegn er den synlig i de absurde krav om ”paratviden”, der fra politisk hold i form af læreplaner, kanons og test presses ned over børnene i folkeskolen.

Især gælder det tendensen til ikke klart at skelne mellem information og viden.
Den tendens hænger imidlertid sammen med den forandring af viden, der er sket gennem de seneste årtier i og med informationsteknologien, videns forvandling til produktionsfaktor og uddannelsens udvikling hen imod investering i den humane videns kapital.

Forvandlingen af vores viden til varekarakter og bytteværdi har udløst dybtgående forandringer i vores måde at anskue, tale om og håndtere fænomenet viden på.
Vores videns personlige og subjektive side ”objektiviseres” og ”tingsliggøres”.
En væsentlig side af viden er, som jeg har forsøgt at vise i bogen, at viden bæres af mennesker som en integreret del af personligheden, og at den tolkes og forstås i en personlig og social sammenhæng.
Men at der på den anden side også findes kriterier for sandhed og objektivitet.

En anskuelse af viden, som både subjektiv og objektiv, får konsekvenser for, hvordan vi ser på læring og pædagogik.

Videns- og læringsprocesser tager udgangspunkt i en hidtidig forståelse af diverse fænomener og sammenhænge. Ud fra en sådan forståelse, åbner vidensprocesser interessen for det nye, anderledes og fremmede, som derefter tolkes og forstås personligt.
Denne opfattelse af viden har en nær relation til en humanistisk dannelsestradition.
Traditionen har dybe rødder i den vesterlandske kultur og findes i dag udtrykt inden for forskellige videnstraditioner.
Den fremtræder på én måde inden for

- den hermeneutiske tradition, på en anden måde inden for

- den pragmatiske og på en tredje inden for

- den fænomenologiske.

Der er således solid baggrund for at anskue viden som et forhold mellem det subjektive og det objektive.

Den fuldstændige subjektivisme eller relativisme bliver normalt imødegået med, at den falder for sin egen urimelighed, idet den ifølge sit eget udsagn om altings relativitet også selv bliver relativ.
Mere centralt i dette perspektiv er, at den forbliver i en ”egen verden” - og ikke formår at overskride sine egne grænser.
Objektivitet kan på den anden side have mange forskellige påstande om sandhed.
Det hindre ikke, at der kan findes forskellige perspektiver på viden, som forsvares med divergerende argumenter.