Leg som grundformerne for menneskelig virksomhed og eksistens - homo ludens
En større og vigtigere betydning tilskrives der legen af den hollandske historiker og kulturfilosof Jan Huizinga i værket Homo ludens" (1939). Han ser legen som en af grundformerne for menneskelig virksomhed og eksistens i det hele taget.
Denne antagelse har han fælles med en anden landsmand, Buydendijk som fremhæver, at "leg er ikke kun - at den legende leger med et eller andet - men også - at "noget" leger med den legende" - noget han beskriver gennem iagttagelse af dyrs leg.
Det "noget" kan være genstande (redskaber og legetøj), eller andre individer, eller såmænd den legendes egen fascination af de muligheder kroppen frembyder.
Dette "andet" kan ifl. Huizinga dog også være situationer eller særlige episoder af kulturelt betinget tilsnit.
Legen har barnlige former, men er bestemt ikke blot forøvelse til livets alvorligere opgaver.
Legen har sin egen sfære uden for det egentlige eller alvorlige liv.
Den strækker sig over hele livet, og er indvævet i den menneskelige natur og kultur på utallige måder.
Overordentlig meget af det, som kaldes kultur, er en således en direkte overbygning til det biologiske nødvendige - til det som står i overlevelsens tjeneste.
Netop denne biologiske "overflødighed" åbner for en legende indstilling og holdning.
Ifl. Huizinga er kulturen grundlagt i leg og kan ikke bestå uden et vist indhold af leg.
Elementer af leg findes i religionen (kult, ritual, processioner, festivitas, udsmykning etc.) selv i retsudøvelsen (ceremoniel, udklædning i kappe og paryk, dyst mellem anklager og forsvarer), endda i videnskabens (disputatser sammenlignes ofte med tyrefægtninger).
Hvad der kaldes kunst, spil og sport (og videnskabelig forskning!) ligger efter sagens natur endnu nærmere legen end de hidtil nævnte kulturområder.
Som et fundamentalt træk i legen nævner Huizinga det agonale moment (af agon, kappestrid), hvor det drejer sig om ære og ry - ikke som i megen almindelig konkurrence, hvor det drejer sig mere om reelle goder eller materiel vinding.
Der har været perioder i historien, hvor dette kappestrids moment har været særdeles stærkt fremtrædende, f.eks i det klassiske Grækenland - eller i middelalderens ridderliv (turneringer på liv og død) - i opdragelsen tjente kappestriden endda til at indpode den dertil hørende ånd, hvortil hørte ridderlighed, overholdelse af spillets regler, fair play, æresfølelse (opdragelsen til gentleman gennem det engelske kostskolesystem).
Om de etiske indstillinger og retsfølelsen skal medregnes her, kan der være tvivl om, idet man jo kan mene, at retfærdighed og lignende etiske vurderinger udgør et område for sig selv - udenfor legens sfære i videste forstand.
Senere i historien om legen er dette sidste området imidlertid også blevet tage op til vurdering.
Der har også været mere nøgterne perioder, hvor værdierne var andre, og hvor kappestrid enten var totalt bandlyst - eller modsat hvor den kun var godkendt som et middel til at sætte præstationerne i vejret inden for rammerne af det livstjenlige og nyttige under en rationel bedømmelse.
I sådanne rationalistiske og utilitaristiske perioder har legen i mindre grad haft en egenværdi end en værdi som middel i andre formåls tjeneste.
Diskussionen om legens egenværdi ligger bag de moderne bestræbelser, at kundskaber og færdigheder da sagtens kan "leges ind".
Legen fortjener imidlertid at få sin egen plads i opdragelse og pædagogik - som noget meget, meget mere end et middel alene for de opdragelsesmæssige og pædagogiske hensigter, man i øvrigt har.
