Hjemland, ”ingenmandsland”, modtagerland

Hvilken baggrund har migrantbørn, og hvilken situation befinder de sig i ved integrationen, skolestarten?

Migrantbørnene er enten meget bevidste eller meget ubevidste om, at deres forældre enten er udpresset fra hjemlandet eller tiltrukket af modtagerlandet Danmark.
Børnene gennemlever ved ankomsten til Danmark konfrontationer i form af kultursammenstød og chok i grænsedragningen mellem henholdsvis hjemland/"ingenmandsland"/modtagerlandet Danmark.

Skønt mange børn måske har levet i kortere og længere tid i andre lande før de kom til Danmark, optræder disse mellemstationer som "ingenmandsland". Nøjagtig som Danmark vil gøre de for børnene i den første lange periode efter ankomsten.
Mange voksne flygtninge eller indvandrere bruger udtrykket "genfødsel", når de pludselig befinder sig i et helt fremmed land med en fremmed kultur - men hvilken genfødsel!
Og skønt både børn og voksne befinder sig i modtagerlandet og måske har gjort de i længere tid, måske i nogle år, oplever de ofte rent psykisk, at tilværelsen bliver en form for "tur-retur" mellem modtagerlandet og "ingenmandslandet".

En nærmere beskrivelse af de tre nævnte begreber og børnenes situation følger her.

Hjemlandet

I hjemlandet indgik børnene bevidst i et strukturelt socialt system: Underordnet samfundets eller lokalsamfundet traditioner, autoriteter, magt eller den deraf følgende sociale prestige, måske bundet gennem generationer til bestemte former for ejendomsfordeling, og bevidste om de ideologiske, politiske og kulturelle ideer som sikrede samfundets eksistens.

Systemet betingede børn en social placering og ofte en tryghed ud fra positioner ved tildelte roller - dreng, pige, placering i søskenderækken. Men ved den begyndende "udpresning" er både børnene og de voksne blevet præget af tvivl, panik, angst.

Dette ser vi som modtager børnene og deres forældre som kriser, specielt hos flygtningefamilierne: udviklingskriser og traumatiske kriser. For børnenes vedkommende er det følgerne af traumatiske oplevelser, den smittende tvivl, angst og panik, forældrenes identitetskonflikter efter flugt eller fængsling og tortur.
Angsteffekternes indvirken på børnene er ofte svært at få øje på, da børnene prøver at fortrænge de frygtelige oplevelser.

I hjemlandet var familienetværket ofte forankret i et indiskutabelt autoritets- og disciplinsystem, ofte i flere sammenhængende lag.
Ved "tiltrukkethed" til modtagerlandet fortsætter børnene i familiesystemet: Børnene fortsætter identifikationen af fader- og moderroller, og fortsætter socialiseringen indenfor en etnisk ramme af bestemt normer og regler.

"Ingenmandsland"

I "ingenmandsland" har børnene to samfundsformationer: hjemlandet og modtagerlandet.
I etnisk forstand bliver børnene tvunget til at holde hjemmets og skolens verdener adskilte. De udsættes for en ambivalent socialisering, som sædvanligvis medfører visse problemer for alle parter.

Børnenes familieliv foregår nu løsrevet fra hjemlandet, løsrevet fra den oprindelige sociokulturelle sammenhæng. Dette medfører ofte loyalitetskriser og tvivl om forældrenes accept af det som børnene foretager sig. Forældrene mister deres styrke som identifikationsobjekter. Forældrenes magt over børnene desavoueres, hvilket specielt viser sig i forhold til drenge-, pigeopdragelsen. Og forældrene klager over børnenes ændrede personlighedsstruktur, nøjagtigt som når samfundets specialister på skoleområdet talen om "en ny børnekarakter".

Modtagerlandet

Som indvandrerelev i Danmark får barnet nu tildelt en rolle i kraft af sit etniske tilhørsforhold. En sådan tildelt rolle, ofte sat i forbindelse med anderledes udseende, andre vaner og anderledes brug af sprogets gloser, er for nogle børn forbundet med nedværdigelse, ydmygelse, smerte, angst. Denne tildelte rolle får barnet før det får mulighed for at erhverve sig en rolle ud fra personlige, strukturelle iboende anlæg og egenskaber.

Individuelt præsterer barnet et tilskrevet rolle forankret til et etnisk identitet, stadig rodfæstet til og i hjemlandet, og barnet må bruge de erfaringer, det har tilegnet sig gennem sit etniske tilhørsforhold i hjemlandet.
Interaktionsprocesserne i de sekundære grupper i Danmark, henholdsvis drenge- og pigegrupper, medfører at barnet indtager nye positioner ud fra nye erhvervede roller, erhvervet i samspil med danske børn, og ofte på deres præmisser!

Denne vanskelige proces, som af voksne indvandrere tidligere er beskrevet som "tur-retur" mellem "ingenmandsland" og modtagerland, skaber mange myter om de forskellige etniske grupper.
Myter konstrueret af befolkningsgrupperne i modtagerlandet, ofte fordomsfyldte og racistiske. En af disse myter er "myten om identitetskriser hos barnet i skolen".

Når barnet ikke "kan klare" den aktive manipulation af de kriterier, identiteten hviler på, her tænkt som håndteringen af tildelte og nyerhvervede rolle i udsagn som "det må du gerne" eller "det må du ikke mere", påstås barnet at være i en identitetskrise. Der er imidlertid forskel på en identitetskrise og de konflikter, som opstår for barnet, når det skal vælge midtvejs mellem hjemlandets og modtagerlandet normer og regler. Man bør skelne mellem en forklaringsmodel på barnets adfærd som psykisk abnorm, som afviger, og en sociologisk forklaringsmodel som fokuserer på barnets omgivelser og problematikken ved disse.

En anden velkendt myte er udsagn om, at de forskellige etniske tilhørsforhold følges af forskellige grader af succes i skolen: Jugoslaverne klarer sig bedst!, Tyrkerne klarer sig dårligst! Vietnameserne er de flittigste og mest vedholdende! - Perserne der mest karriereorienterede! - Kineserne er de mest intelligente, osv.!
I denne myte får racisme frit spillerum, udover at man her finder gamle rester af antikvariske antropologiske teorier om de forskellige racers overlegenhed.



© 2006 Jørn Martin Steenhold - Steenhold & Co. Kreative Netværk